Martinus deler hjemland med den store eventyr-forfatter H. C. Andersen. H. C. Andersen kunne gøre et eventyr ud af virkeligheden. Man kan sige det omvendte om Martinus. Han har gjort eventyret til virkelighed. Han har forvandlet religionernes evige kerne og ubegrænsede kærlighedsbudskab til åndelig videnskab!
(Klik på billedet for at forstørre det.)
Martinus
Martinus blev født på landet i den nordjyske stationsby Sindal den 11. august 1890. Han blev født uden for ægteskab og var ifølge den religiøse samtids dom et “uægte” barn. Om sin barndom og opvækst siger Martinus at han ikke kan huske en eneste dag i sit liv hvor han ikke har bedt til Gud. Når han i sin ungdom var i tvivl om hvad der ville være rigtigt eller forkert at gøre i en speciel situation, stillede han altid spørgsmålet: “Hvad ville Kristus have gjort i denne situation?” Øjeblikkeligt følte han svaret og hvad der var det rigtige at gøre! Martinus' personlighed bar således fra barnsben præg af en dybt religiøs natur. Men hans religiøse opfattelser var dog ikke altid i overensstemmelse med de gængse fortolkninger. Som konfirmand fik han f.eks. af sognets præst at høre at der hvilede en Guds forbandelse over uægte børn. Martinus kunne dog ikke tro at Gud kunne være vred på ham.
Da han var født uden for ægteskab blev det hans morbror og dennes kone der tog sig af ham. Det var kærlige mennesker, der i deres sene alder tog sig godt af ham, efter de allerede havde opfostret en børneflok. De var fattige, uden uddannelse, men varme mennesker. Martinus' egen mor døde i 1901. Martinus var da 11 år.
I det følgende citeres, fra et endnu ikke publiceret manuskript, Martinus' beretning om sin barndom og opvækst frem til oplevelsen af den store fødsel.
“Jeg havde ingen højere skoleuddannelse, ingen videnskabelige eksaminer eller doktorgrader, og intet kendskab til de store filosofiske og religiøse forfattere. Som barn fik jeg min undervisning i en lille, primitiv landsbyskole med kun to klasser og en lærer. Om sommeren var skoletiden 6 timer ugentlig, om vinteren noget mere. Foruden læsning, skrivning og regning omfattede undervis ningen kun bibelhistorie, nogle salmer, lidt danmarkshistorie og geografi.
Da jeg var meget glad for bibelhistorie var jeg ikke ked af at gå i skole. Det var mit store ønske at komme til at studere og selv blive lærer, men dette var ikke Guds vilje. ... Mine plejeforældre havde kun til dagen og vejen og kunne umuligt yde mig den fornødne økonomiske støtte til videre uddannelse. Fra jeg var 14 år til jeg var 30 forløb min fysiske tilværelse på samme måde som den gjorde det for tusinder af andre ubemidlede unge mennesker uden uddannelse eller fagkundskab. Jeg blev tjenestekarl, mejerist, nattevagt og kontormand.
I mit enogtredivte år oplevede jeg en åndelig proces der førte mig ind i en kosmisk mission.
Det var en aften i marts måned 1921 at jeg således sad i fuldstændigt mørke i mit værelse på Nørrebros Runddel i København og koncentrerede mig på Gud. Og det var under denne koncentration på Gud og i dette totale mørke at jeg i vågen dagsbevidst kosmisk vision kom til at opleve min dengang for mig selv ufattelige guddommelige kaldelse til intuitivt at klarlægge og manifestere som kosmisk videnskab det ‘meget’, som Jesus kunne have fortalt sine disciple, men som hverken de eller datidens offentlige autoriteter og myndigheder var udviklede nok til at kunne fatte.
Martinus 30 år gammel (1921) – 4 måneder efter sin kosmiske ilddåb.
(Klik på billedet for at forstørre det.)
Det følgende skal vise, hvorledes det går til, at et menneske født og opvokset i et uintellektuelt bondemiljø uden studier, eksaminer, forskning og åndelig vejledning pludselig får evne til at skabe en kosmisk videnskab, hvis slutfacit er det evige verdensbillede og dets fundament, alkærligheden, samt de levende væseners udødelighed og fremtræden som deres egen skæbnes herre.
Den kristusvision, jeg oplevede, var ikke nogen drøm eller hallucination, men en absolut vågen kosmisk dagsbevidst oplevelse indebærende en tydelig tilkendegivelse af en mission, jeg skulle udføre. Det er rigtigt, at jeg ikke straks kunne fatte, hvorledes jeg som et uvidende menneske skulle magte en åndelig eller kosmisk opgave af et så ophøjet og helligt format. Men denne manglende åndeligefatteevne skulle ikke blive af lang varighed.
Allerede næste formiddag følte jeg, at jeg igen måtte meditere.
Efter at jeg havde sat mig til rette i min kurvestol, der nu forekom mig at være opladet med en form for stærk åndeligt virkende kraft, bandt jeg et tørklæde for øjnene og befandt mig således i dybt mørke, men i absolut vågen dagsbevidst tilstand. Med et var det som om jeg så ind i en halvmørk himmel, hvorover der bevægede sig en mørk skygge, som efterlod himlen mere lys. Denne skyggepassage hen over himlen skete flere gange, og for hver gang blev himlen mere lysende, indtil den udgjorde et blændende ocean af lys i guldets reneste farve, der overstrålede alt andet eksisterende lys. Det formede sig som tusinder af vibrerende lodrette gyldne tråde, der totalt opfyldte runenet. Jeg befandt mig alene midt i dette guddommeligt levende gyldne lynvæld, men uden selv at fremtræde i nogen som helst synlig form. Jeg havde ingen organisme, ligesom alle skabte ting omkring mig, mit værelse, mine møbler, ja hele den materielle verden var helt forsvundet eller uden for sansernes rækkevidde. Det blændende gyldne lys med sine vibrerende gyldne lyntråde havde optaget i sig alt, hvad der ellers er tilgængeligt for sansning eller livsoplevelse, men alligevel kunne jeg gennem det stærke gyldne lys dagsbevidst opleve, at jeg havde en levende eksistens uden for de fysiske fænomeners verden, uden for alt hvad der ellers fremtræder som skabte foreteelser. Jeg var udenfor tid og rum. Jeg var ét med uendeligheden og evigheden. Jeg var i mit udødelige Jeg's element, det udødelige Jeg der tilsammen med alle eksisterende levende væseners udødelige Jeg'er er ét med verdensaltets Jeg eller evige ophav. Jeg var her ét med den gennem alle tider, gennem alle verdenskulturer, verdensreligioner, racer og folkeslag bevidst og ubevidst søgte, dyrkede og tilbedte evige almægtige, alvise og alkærlige Guddom.”
© Martinus Institut