Martinus skriver om kristendom med og uden reinkarnation i Livets Bog III stk. 870:
”Men hvis man fornægter reinkarnationen, så er man med til at fortsætte verdensgenløserens korsfæstelse den dag i dag, så er man med til at forvanske eller bortforklare hans sande verdensfrelsende visdom. Uden udvikling ville denne visdom absolut være uden værdi. Uden man bliver ”født på ny” og igennem dette nye liv kan fortsætte med at udvikle sig, fortsætte med at gøre erfaringer og komme til flere og flere kundskaber, komme til at gøre godt, hvad man har forbrudt, kan man umuligt komme til at ”høste” det, man har ”sået”. At ”se” Guds rige såvel som ”at komme ind i det”, vil dermed, som Jesus netop selv bebudede overfor Nikodemus, være en absolut umulighed uden genfødelse. At dette, som et fuldkomment væsen at blive indlemmet i ”Gudsrige”, ikke kan opnås ved blot og bar ”nåde” og ”syndernes forladelse” har altså været en åbenlys kendsgerning for verdensgenløseren. I modsat fald ville han udelukkende kun have været beskæftiget med denne ”syndernes forladelse”. Han ville ikke have haft nogens som helst logisk begrundelse for al den tid, energi og kraft, han ofrede på at manifestere forskrifter, lignelser og idealer for sine disciple og alle andre visdomssøgende såvel som på sine taler til folket. Ja, hvad skulle vel al denne udfoldelse til, når det alligevel kun var en manifestation af forskrifter, intet som helst jordmenneske kunne opfylde, og ”nåden” og ”syndernes forladelse” var det afgørende? – Nej, som vi her har set, var verdensgenløseren fuldt bevidst i, at idealerne ikke kunne opfyldes i et enkelt jordeliv, men at denne opfyldelse derimod igennem flere liv efterhånden ville blive til virkelighed for hvert enkelt væsen som en frugt af dets eget begær, træning, vilje og erfaring. Og det er dette væsenets møde med den højeste frugt af sine tidligere liv, han netop udtrykker som ”den fortabte søn”s hjemkomst eller møde med Faderen. Her er det at Gudesønnen har lært sine fejl at kende og derved er kommen til den rigtige erkendelse og indstilling til sin fader, kan se sit eget liv, sin egen identitet som søn af Guden. Her er det, han er blevet stoffets og dermed livets og dødens herre. Her ”synder” (fejler) han ikke mere, men handler fuldkomment, er kønslig upartisk og dermed ”alkærlig”.”