Martinus 1921 – 4 måneder efter sin kosmiske ilddåb.
Forord
Af Martinus 1890 - 1981.
I mit 31. år oplevede jeg en åndelig eller kosmisk proces, der indførte mig i en kosmisk mission. Denne missions resultater udgør i dag hele min kosmiske litteratur, mine kosmiske analyser med tilhørende farvelagte symboler over det evige verdensalts struktur og love, manifesteret i mine store hovedværker LIVETS BOG og symbolbogen DET EVIGE VERDENSBILLEDE, samt alle mine mindre bøger og foredragsskrifter.
Disse kosmiske analyser og symboler over det evige, fysiske og psykiske verdensalt blev jeg som nævnt kaldet eller indviet til at skabe i kraft af en i total vågen dagsbevidst oplevelse af en højere åndelig eller kosmisk proces. Denne proces bestod i oplevelsen af to særlige fundamentale visioner med flere supplerende mindre følgevisioner.
Den første del af denne kosmiske oplevelsestilstand var en direkte kristusvision, der viste mig, at kristendommens guddommelige lys i sin videreførelse og kærlighedsstruktur ved mig skulle åbenbares for menneskeheden. Men det kunne jeg naturligvis ikke rigtigt fatte eller forstå lige med det samme. Jeg havde jo ingen uddannelse, ingen højere skoleundervisning, ingen videnskabelige eksaminer eller doktorgrader, kendte intet til det større filosofiske eller religiøse forfattere. Jeg var en ganske ulærd mand. Jag havde kun gået i en lille primitiv skole seks timer om ugen om sommeren og noget mere om vinteren. I denne lille skole på landet var der kun to klasser og én lærer. Undervisningen omfattede kun bibelhistorie, nogle religiøse salmer, lidt dansk, lidt regning, lidt danmarkshistorie og lidt geografi. – Det var det hele.
Da jeg var meget glad for bibelhistorie, var jeg ikke ked af at gå i skole. Det var mit store ønske, at jeg kunne komme til at studere og blive lærer, når jeg blev voksen. Men det var ikke Guds vilje, at jeg skulle blive skolelærer. Mine plejeforældre havde kun dagen og vejen. Der var ikke engang penge til, at jeg kunne købe en familiejournal, som dengang vist kun kostede 8 ører. Da jeg var blevet konfirmeret, blev jeg derfor almindelig tjenestekarl ved landbrug, blev senere mejerist, nattevagt og til sidst kontormand. Således forløb min tilværelse til jeg var blevet 30 år og havde begyndt at føle trang til at komme til at gøre noget mere nyttigt for menneskene end dette, at skrive tal, og tal og atter tal i det uendelige. Jeg følte, at jeg havde stærke kræfter i mig, som slet ikke kunne komme til tilstrækkelig udløsning igennem de tusinder af tal, jeg dagligt måtte skrive og tælle sammen plus opfyldelsen af flere andre ting min stilling krævede. Det var i denne tilstand og i dette miljø, jeg befandt mig, da jeg fik lyst til at sætte mig ind i den, dengang over store dele af verden blomstrende teosofiske bevægelse. Således forløb min barndom og ungdom i dette uintellektuelle og primitive miljø. Jeg vidste jo ikke, at der bag denne min opvækst til trediveårsalderen skjulte sig et mysterium. Jeg vidste jo ikke, at jeg havde en førjordisk tid bag mig. Jeg vidste ikke, at jeg i denne guddommens store skabelsesproces allerede var velsignet med den guddommelige kosmiske viden om verdensaltet, livet og Alkærligheden, ligesom jeg heller ikke vidste eller dengang havde turdet tænke, at jeg i denne min fysiske inkarnation skulle føre denne guddommelige viden, det evige lys frem for den jordiske menneskehed.
Indledningen til min guddommelige kaldelse til min kosmiske mission
At jeg blev opmærksom på den teosofiske bevægelse skyldes en af mine kollegaer på samme kontor, hvor jeg var ansat. Han havde lånt en teosofibog af en ven. Og han fortalte mig ud fra denne bog om teosofien, som jeg derved blev interesseret i at lære nærmere at kende. Og jeg fik derfor af hans ven også lov til at låne nævnte bog. Men vennen, altså nævnte bogs ejer, betingede, at jeg selv skulle hente bogen hos ham. Han ville gerne tale med mig. Og så en dag i februar måned dette år, hvilket vil sige år 1921, besøgte jeg denne venlige mand og fik lånt bogen. Men forinden forhørte han mig om min personlige religiøse indstilling. Han er en overordentlig belæst mand, meden jeg jo var ganske uvidende i alt vedrørende alle de forskellige religiøse nye rørelser, der dengang var i færd med at blomstre. Mit eneste spørgsmål til ham var angående, om disse nye religiøse bevægelser havde noget med bøn til Gud at gøre. Han fortalte mig, at det havde de i høj grad. Og det var godt. For hvis de ikke havde det, så havde de ingen interesse for mig. Skønt jeg i hans opfattelse måtte virke forfærdelig naiv, udtrykte han til min store forundring, da jeg tog afsked med ham: ”De vil snart blive min lærer.” Hvordan dette skulle blive muligt kunne jeg ikke fatte. Men ikke desto mindre blev denne hans forudsigelse opfyldt i en langt højere grad end han i virkeligheden havde tænkt sig. Han blev min allerførste trofaste tilhænger og kærlige ven, der ikke veg tilbage fra at støtte mig økonomisk senere hen, da det blev aktuelt i den mission, som læserne nu vil blive bekendt med, at jeg skulle komme til at udføre. Denne støtte betød at jeg foreløbig kunne frasige mig min stilling på kontoret og helt hellige min mission, der allerede var begyndt, ved mit næste besøg hos ham.
Efter at være kommet lidt frem i læsningen af den teosofiske bog, oplevede jeg for første gang ordet ”meditation”. Jeg følte straks trang til at prøve dette. Og en aftenstund låste jeg døren til mit værelse, satte mig efter bogens forskrifter mageligt til rette. Jeg benyttede en helt ny kurvestol, som jeg lige havde købt. Tog et mørkt tørklæde for øjnene for yderligere at sikre mig imod enhver lysstråle fra det stærke gadelys udenfor, der eventuelt kunne trænge igennem mine ikke totalt lystætte gardiner. Jeg sad således i et totalt fuldstændigt mørke og koncentrerede mig på Gud. Og det var under denne koncentration på Gud og i dette totale mørke, jeg i en vågen dagsbevidst kosmisk vision skulle opleve min dengang ufattelige guddommelige kaldelse til at manifestere som kosmisk videnskab eller intuitiv klarlæggelse af det ”meget”, som Jesus kunne have fortalt sine disciple, men som de og de daværende offentlige autoriteter eller myndigheder ikke var udviklede nok til hverken af kunne forstå eller acceptere, hvilke myndigheder derfor hængte ham på korset.
Men nu er tiden inde, hvor menneskene begynder at hungre efter den i sin tid tilbageholdte og afbrudte Jesu Kristi guddommelige vidensåbenbaring. Og det var denne viden, der nu skulle intellektualiseres og blive en fornyelse og basis for kristendommens verdensmission som livsfundament for den nu begyndende verdensepoke. Og det var denne kristendommens intellektualisering og fornyelse, der igennem kosmiske visioner blev gjort mig begribelige og overførte til mig at skulle åbenbare.
Hvis der under visionen havde været tid og lejlighed til det, måtte jeg overfor denne guddommelige kaldelse have gjort indvendinger ligesom Moses, da han igennem tornebuskens guddommelige ilds vision fik kaldelsen til at skulle føre Israel ud af Egypten. Ligesom han mente ikke at have kvalifikationer nok til at udføre denne meget vanskelige mission, således måtte jeg, som ganske ulærd mand og uden nogen som helst kosmisk viden, også være kommet med indvendinger med hensyn til manglende kvalifikationer.
Men som nævnt, det var der ikke tid til. Sådanne tankearter kunne for øvrigt ikke komme til udtryk her. Jeg var i de følgende timer så overvældende indlemmet i en guddommelig overjordisk magt, der igennem visionerne gjorde mig urokkelig dagsbevidst i denne min kosmiske kaldelse eller indvielse af mit liv til kristendommens fuldkommengørelse til videnskabeligt eller urokkeligt logisk livsfundament for menneskene, dens færdigskabelse til Guds billede efter hans lignelse, at jeg ikke sansede andet.
Kristusvisionen og dens hensigt
Som før omtalt havde jeg sat mig mageligt til rette og med bind for mine øjne i det mørkelagte værelse. Jeg havde ikke siddet ret længe før der viste sig en hvid gipsfigur, der forestillede den kendte kristusfigur, skabt af den danske kunstner Bertel Thorvaldsen. Den synes at være i en afstand af ca. 7 meter fremme foran mig. Det var en mindre figur af ca. en halv meters højde. Den var meget tydelig, smuk og hvid. Men den var kun synlig et kort øjeblik, så fortonede den sig bort. Og værelset lå atter i mørke. Jeg er senere blevet klar over, at denne lille gibsfigur ligesom skulle symbolisere for mig identiteten af det guddommelige væsen, jeg i de efterfølgende lysende visioner skulle opleve – ikke som en død figur – men derimod som et kosmisk levende væsen og blive ét med. – Nu tonede en blændende overjordisk skikkelse frem, strålende i det hvideste hvide lys. Nu var det ikke mere Thorvaldsens gipsfigur, men en levende Kristus i en almindelig normal menneskelig størrelse, der ganske langsomt kom hen imod mig med armene åbnede som til en omfavnelse. Det kolossale strålevæld, der udgik fra skikkelsen og dens iklædning formede sig som tusinder og atter tusinder af lysende mikrosole, der hver især var mindre end hovederne på de mindste gangbare knappenåle. De udsendte hver især et blændende velværebefordrende hvidt lys, der markerede den overjordiske levende Kristus i kraft af de lyseblå skygger, der på en mærkelig måde dannede sig. Jeg stirrede ganske bjergtaget på dette guddommelige vidunder fra en højere verden. Men nu tonede skikkelsen væk. Og jeg befandt mig atter et øjeblik i mørke. Men så kom den lysende overjordiske Krustusskikkelse atter frem. Den forekom nu i en meget overdimensioneret størrelse i forhold til den normale jordmenneskelige, legemlige størrelse. Jeg var som lammet og kunne kun stirre urokkeligt på den lysende skikkelse, som nu var lige foran mig og bevægede sig lige ind i min organisme, altså ind i mit eget indre. Her standsede den og blev stående. Men nu udgik der fra denne guddommelige skikkelse en kolossal lysstråle. I denne kunne jeg se ud over verden. Det var ligesom, jeg var udenfor Jorden. Jeg så skibe sejle på havene. Jeg så kontinenter med byer og landskaber glide forbi, kort sagt, jeg så at kristusskikkelsens vældige lys fra mit indre lyste og funklede ud over verden. Og dermed sluttede den overjordiske guddommelige vision. Jeg var atter alene tilbage i mørket. Men Kristusskikkelsens overjordiske hvide lys blev tilbage i mig og har siden med tiltagende styrke stadigt funklet i mit indre. Det er dette alkærlighedens evige strålevæld, der blev min mission at åbenbare igennem hele min kosmiske litteratur, mine kosmiske analyser, mine kosmiske symboler og mindre bøger samt igennem min 59 års kosmiske foredragsvirksomhed og i samme periode givet råd, vejledning og opmuntring til hundreder og atter hundreder af mennesker, der martredes af ulykkelige skæbner. Sækkefulde af taknemmelige breve fra disse mennesker understreger denne min beretning.
Men hvordan får denne bondefødte, intellektuel uvidende og ubelæste tjenestekarl, mejerist, natvægter og kontormand evne til, uden studium, forskning eller videnskabelig vejledning af nogen som helst større eller mindre jordiske åndsvidenskabelige kapaciteter, at skabe den kosmiske videnskab, hvis slutfacit er det evige verdensbillede, og dets livsfundament alkærligheden og de levende væseners udødelighed og fremtræden som deres egen skæbnes herre? – Vi får se! –
Det gyldne lys
Denne min foran omtalte stærkt lysende kristusvision oplevede jeg alltså i absolut vågen kosmisk dagsbevidsthed og ikke i nogen som helst for for drømme- eller hallucinationsoplevelsestilstand. Den var en tydelig dagsbevidst tilkendegivelse af en mission, jeg skulle udføre. Men det er rigtigt, at jeg ikke lige med det samme kunne fatte eller blev bevidst i hvordan, jeg som et uvidende menneske skulle magte en åndelig eller kosmisk opgave af et stå ophøjet og helligt format. Men jeg skulle ikke komme til at være i denne uvidenhed ret længe. Allerede næste formiddag følte jeg, at jeg atter måtte meditere i mørke, ligesom jeg gjorde det af tenen før. Jeg sad atter i min kurvestol, som synes at være opladet med en eller anden stærkt åndeligt virkende kraft. Jeg havde altså bind for øjnene og befandt mig i dybt mørke, men absolut i vågen dagsbevidst tilstand. Pludseligt var det som om, at jeg så ind i en halvmørk himmel. Men nu gik der en mørk skygge hen over denne himmel, som derefter blev mere lys. Denne skyggepassage hen over himlen skete flere gange. Og for hver gang den var passeret blev himlen til et stærkere og stærkere lys for til sidst at blive et blændende lysocean i den reneste guldets farve. Det overstrålede alt andet eksisterende lys. Det formede sig som tusinder af vibrerende lodrette gyldne tråde, der totalt opfyldte rummet. Jeg befandt mig altså alene midt i dette guddommeligt levende gyldne lysvæld, men uden at være synlig i nogen som helst fremtrædende materialiseret art. Jeg havde ingen organisme, ligesom alt andet omkring mig af skabte ting, mit værelse, mine møbler, ja kort sagt hele den materielle verden var forsvundet eller totalt udenfor sansernes rækkevidde. Kun det blændende lys med sine vibrerende gyldne lystråde havde optaget i sig alt, hvad der ellers er tilgængelig for sansning eller livsoplevelse. Men ikke desto mindre var jeg dagsbevidst nok til, at jeg igennem det stærke gyldne lys blev indpodet eller oplevede, at jeg her havde en levende eksistens udenfor hele den skabte verden, udenfor alt, hvad der ellers er synligt som skabte foreteelser. Jeg var udenfor tid og rum. Jeg var et med uendeligheden og evigheden. Jeg var i mit udødelige jegs element, der sammen med alle andre levende væseners udødelige jeg’er er ét med verdensaltets jeg eller evige ophav. Jeg var her ét med den gennem alle tider, gennem alle verdenskulturer, gennem alle verdensreligioner, gennem alle racer og folkeslag, både bevidst og ubevidst søgt, dyrket og tilbedt verdensaltets ene evige almægtige, alvise og alkærlige Guddom.
Visionen var forbi. Den have kun varet få sekunder eller måske blot brøkdele af sekunder, hvis her overhovedet var tale om opfattelse af tid. Jeg var atter tilbage i min fysiske tilstand. Ved mit ophold i det gyldne lys var der sket en altovervældende forandring i min mentalitet, der vist mig, at denne min vision af det allestedsnærværende og altopfyldende gyldne lys absolut ikke var et drømmesyn, en indbildning eller hallucination, men en virkelig vågen dagsbevist kosmisk oplevelse. Den efterlod mig i en ny bevidsthedstilstand, der satte mig i stand til at skabe mine kosmiske analyser og symboler af det evige verdensalt eller selve livsmysteriets løsning. Jeg blev ved oplevelsen af det blændende gyldne lys hævet op fra den jordiske menneskeheds nuværende kosmiske blindhed til livets højeste kosmiske udsyn, der viste mig alkærligheden som verdensaltets grundtone og fundament for kristendommens fornyelse og videreførelse som livsfundament for den nu begyndende ny verdensepoke og frem til opfyldelsen af Gyuds skabelsesplan med menneskeheden, nemlig dens udvikling i alkærlighed og dens heraf følgende kosmiske bevidsthed og dermed dens tilblivelse i Guds billede efter hans lignelse.
Men denne livets evige sandhed eller livsmysteriets løsning finder man ikke hverken ved hjælp af mikroskopber, teleskoper, regne- eller datamaskiner eller lignende. Man finder den absolut heller ikke hverken ved atom- eller brintbomber eller andre helvedesapparater. Men når krigen i menneskets indre har dræbt krigen i menneskets ydre* (se notat), vil alkærligheden der er Kristendommens evige lys, gennemstrømme den moderne verdens i dag stærke energiske forskning eller søgen efter den virkelige sandhed og velsigne den med livsmysteriets løsning. Denne løsning er det evige verdensalts identitet som et levende væsen, der udgør uendligheden og evigheden og åbenbarer sig igennem tid og rum og taler til de levende væsener igennem de levende væsener, hver til sin art, sin race, sit sprog, sin væremåde og fører dem til bevidsthed og skabermagt over al materie, det være sig ild, kulde, vand, luft og stråleformig materie eller det vi kalder ”ånd” og dermed i alkærlighedens væremåde. Og da vil denne Kristendommens eller alkærlighedens ånd lyse og funkle for alle øjne til alle øjne og bringe alle til at kærtegne alle. Og i denne opfyldelse af verdensaltets evige livsbetingelse for salighed eller livets højeste lykke og glæde ved at være til, vil det færdige menneske således vågen dagsbevidst møde den evige Guddom i enhver hændelse, møde hans ord i ethvert menneskes ord og mæde ham i ethvert menneskes alkærlighed. Og da er verdensgenløsningen slut for jordens mennesker. Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse er fuldbragt. Guds ånd over vandene er blevet et himmeriges rige på Jorden. Og Gud vandrer atter med Adam i paradisets have.
Angående mig selv
Disse mine her beskrevne kosmiske visioner ville aldrig være blevet skrevet, hvis de ikke havde været en guddommelig proces, der åbnede i min mentalitet eller psyke en ny sansestruktur, der gav mig permanent kosmisk dagsbevidsthed. Og det er igennem denne mentale tilstand, at Gud ved sin hellige ånd gav mig viden, kraft og mod og sanseevne til at viderføre Jesu guddommelige forkyndelse af alkærlighedens videnskab, et livets ”tredje testamente” for en begyndende, åndeligt hungrende, intellektuel menneskehed.
Ved denne alkærlighedens videnskab vil menneskeheden finde frem til brændpunktet i Kristusmissionen og se Jesu forkyndelse befriet fra al uvidenhedens, overtroens, naivitetens og intolerancens tusindårige falske fortolkninger og mørkelægning.
Nu må man ikke tro, at jeg, fordi det blev givet mig at videreføre Kristusmissionen og åbenbare Guds fremtidige færdigskabelse af menneskeheden i sit billede, at jeg skal være et tilbedelsescenter og venter mig at menneskene skal betragte mig som en højere åndelig rangsperson eller måske endog hæve mig op til at være selve Guddommen, således som man har gjort det med Kristus. Det ville være en forfærdelig misforståelse, ja, ligefrem en afsporing fra den absolutte sandhed eller virkelighed. Jeg har kun levet min fysiske tilværelse således, som mine evner og skæbne har sat mit i stand til at kunne. At dette mit liv blev en manifestation af den højere kosmiske viden, som menneskene igennem deres nuværende hurtigt virkende mørke karmaudløsning tilsvarende hurtigt bliver modne for, beviser den kolossale logik, der hersker i Guddommens skabervælde. Når jeg har fået de evner, der satte mig i stand til at åbenbare for menneskeheden i kosmiske analyser løsningen på deres eget livs mysterium og forhold til den altgennemtrængende eller allestedsnærværende evige Guddom skyldes det absolut ikke, at jeg på nogen måde er favoriseret af Guddommen. Gud favoriserer absolut ingen. Alle er lige i hans alkærlighed. De evner, jeg har nået frem til at have udviklet er kun hvad alle mennesker før mig har nået, og hvad alle andre efter mig vil nå, absolut alle uden undtagelse. Der er således i realiteten ikke noget hverken at takke eller tilbede mig for. Det har været en vidunderlig, guddommelig oplevelse at føre det evige lys ind i en verden, hvor menneskene i stor udstrækning endnu vånder sig i mørke.
*Her anvendes ordet ”ydre” da det i manuskriptet er svært at tyde, om der står "indre" eller "ydre". Det kan være ”indre” men det er mest sandsynligt at Martinus har ment og skrevet ”ydre”.
© 1981 Martinus Institut