Livets Bog III - Kosmisk kemi
Stykke 889 - 898
Svar:
- Om en gudsfornægter, der vender ryggen til al tale om moral.
- Den som kritiserer et menneskes mentale standard, dets sjælelige og åndelige højdepunkt, forstår ikke at dette væsen er ganske uden skyld i sin tilstand. Den anklagende afslører dermed, at denne også selv mangler nogle erfaringer.
- En tilstand hinsides dette væsens nuværende jordeliv. Ikke nogen som helst form for himmelsk straf, men en tilstand der symboliserer alle de ubehagelige erfaringer væsenerne gør sig i sine kommende fysiske jordeliv.
- Fordi vi her på Jorden er vidne til krig, gru og lemlæstelse, sorg, sygdom og elendighed i overflod, og dens konsekvenser i form af „Gråd og Tænders Gnidsel".
- Fordi noget der ikke er nyttigt er ikke kærligt, og dermed ville universets helhedsanalyse ikke være ”såre godt”. En sådan realitet, der var nytteløs eller skadelig, ville være i konflikt med det facit vi kom frem til i symbolet ”Livsmysteriets løsning”.
- Da væsenet aldrig kom ud af denne tilstand og derved ikke kunne drage nytte af det.
- A. Guddommen ville dermed være at ligne med en røvers trussel ”pengene eller livet” og dermed i kontrast til den næstekærlighed Forsynet selv kræver af menneskene.
B. At denne trussel ikke rækker til at skabe kærlige mennesker, idet kærlighed er ”en evne man enten har eller ikke har”.
C. Det kristne udtryk om den brede vej, der går til fortabelsen peger på, at truslen om det ”evige helvede” ikke virker.
D. Hvis det virkede og nogen eventuelt var nået helskindet til ”himlen” under truslen om straf, ville de i så fald ikke være motiverede af næstekærlighed, men af rædslen for ”evig fortabelse”, dvs. dressur, hvilket ikke er det samme som kærlighed, der må være en manifestation, man frivilligt føler glæde ved.
- Man har indført de kirkelige sakramenter, formlerne om ”nåde” og ”syndernes forladelse”.
- Fordi de alle er baserede på ”tro”, dvs. en evne som er individet ikke er herre over med sin vilje. De flere og flere ”ikke troende”, ville dermed uundgåeligt havne i ”det evige helvede”, helt uden egen skyld, da de hverken med viljen kan gøre sig kærlige eller troende.
- Det ville enten være et ukærligt perverst væsen, der fandt glæde i at pine væsener helt uden formål. Eller også ville det være magtesløst hvilket er i strid med påstanden om den alkærlige, alvidende og almægtige Gud.
- Fordi alle Jesus ord og handlinger demonstrerede kærlighed. Det strider mod al logik at den kærlige Jesus skulle være ét med en sådan Fader, der uden formål frembringer væsener for at lade dem pines i al evighed.
- Med ordene ”helvedes ild” vælger Jesus tydeligvis at hentyde til noget, der fortærer og forandrer stoffet. Da Jesus er kærlig og tilgivende, kan der ikke være tale om at Jesus med disse ord truer ugudelige og syndere med straf og evigt helvede.
- At denne tilstand ikke kan være evig. Enhver ting der er modtagelig for ild, vil jo netop ”brænde” og dermed tilintetgøres. Processen ”ild” kræver stof.
- At de er ”underkastet stoffets love.”
- Den kirkelige kristendom tilbyder nogle ikke-videnskabelige ”Formler". Da kirken ikke kender til Reinkarnation, er disse formler til for at dække hele den side ved livet eller Guds Væsen, under hvilken menneskenes skæbnedannelse sorterer.
- At den ikke kender reinkarnationen og derfor vil forklare skæbnen udfra den begrænsede horisont som et enkelt jordeliv udgør fra fødsel til ”død”.
- Den kan ikke forklare sine tilhængeres fysiske lidelser og ulykkelige skæbner. Den kan ikke retfærdiggøre de højst forskellige og ulige tilstande individerne fødes til. Nogle fødes til pine og plage og ander til lykke, glæde, kærlighed, legemlig sundhed og økonomisk tryg position.
- Mystik og forvirring.
- Den som er lykkeligt stillet må tro om sig selv, at det i særlg grad er i Guddommens gunst.
- A. At der bag et i det ydre begunstiget individ kan gemmer sig en primitiv, inhuman sjæl. Ligesom en person med lav økonomisk status, kan være på et sjæleligt langt højere stadium end dets arbejdsgiver. Hverken ”rigdom” eller ”fattigdom” er således udtryk for ”Forsynets Gunstbevisninger”.
B. At det er en tilstand man er kommet ind i ved fødslen. Da den kirkelige kristendom udtrykker at væsenerne bliver til ved undfangelsen, kan sådanne væsener dermed ikke have gjort sig fortjent til hverken belønning eller straf inden denne fødsel.
- Den svarer ikke, men henviser til at ”Guds veje er uransagelige”.
