Livets Bog II - Kosmisk kemi
Stykke 589 - 605
Svar:
- Ved kropslig feber er der sket en hæmning af individets volumen og konsistenskontrol, hvorved ligevægten imellem de to store grundenergier tyngde og følelse forstyrres. Ved sjælelig feber skyldes forstyrrelserne ikke så meget uligvægt mellem tyngde og følelse, men mere uligevægt mellem de højere grundenergier i bevidstheden.
- Materiens fjerde tilstandsform, dvs den stråleformige materie.
- Instinkt-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegeme.
- At beherske den ene energitilstand med den anden.
- Martinus giver følgende eksempler:
a) Skabelse af komplekse af beton eller cement, og skabelse af sjælelige følelser af hengivendhed, trofasthed eller kærlighed.
b) Fysisk opløsning; sprængning af klipper, sten og granitblokke. Åndelig opløsning; voldsomme udløsninger af hidsighed.
- Jeget er dagsbevidst i organisk materie, medens det ikke er i stand til at få nogen som helst dagsbevidst oplevelse i mineralmaterie.
- Fordi der er stråleformet materie tilbage i form af selvstændige mikroorganismer. Disse lever i et andet tidsperspektiv og fuldfører sine fysiske inkarnationer, hvorefter de forlader den fysiske krop.
- Smerte eller velvære i en eller anden del af vor fysiske organisme skyldes en tanke eller bevidsthedsoverføring fra vore mikrovæsener til vort eget jegs erkendelsesevne. Denne overføring sker automatisk og er forlænget blevet til C-viden.
- Det levende væsen sår himmel og jord nedad i mikrokosmos, og høster himmel og jord i makrokosmos, medens det sår organmaterie (yder makroindividet assistance) i makrokosmos og høster organmaterie (modtager mikroindividernes assistance) i mikrokosmos.
- Håbet om en fortsættelse af tilværelsen efter "døden".
- Der er ingen grænser for væsenernes fremtræden opad i makrokosmos. Ethvert væsen udgør et selvstændigt levende mellemkosmisk væsen, har sin egen individuelle bevidsthed samtidigt med, at det også udgør et makrokosmisk og et mikrokosmisk væsen.
- Sult- og mættelsesprincippet.
- Imod unormale føde- og drikkemidler som spiritus, tobak, o.s.v. har individet til at begynde med ligefrem frastødning. Men ved et svagt begær baseret på skik og brug, mode eller forfængelighed trodser det sin naturlige frastødning, der i virkeligheden er dets beskyttelse imod de uheldige stoffer, og tvinger sig til nydelsen af disse. Efter hver lille nydelse eller mættelse vokser begæret efter disse, og gør tilsidst disse så at sige til særlige, ekstra, ja ligefrem uundværlige livretter.